Spam rammer Google Analytics og forstyrrer din henvisningstrafik
01. jun 2015
Nyheder
Faglige artikler

Spam rammer Google Analytics og forstyrrer din henvisningstrafik

I første halvdel af 2015 er Google Analytics blevet ramt af en ny form for spam, som forstyrrer statistikken for trafik til din hjemmeside. Denne spam rammer de såkaldte referral links – også kaldet henvisningstrafik i Analytics. Dette er links, der bliver noteret, når en bruger/kunde besøger din hjemmeside fra en anden hjemmeside og ikke gennem f.eks. en søgemaskine.

Hvorfor er Google Analytics spam et problem?

Disse spamlinks er falsk trafik til din hjemmeside, som forstyrrer målingerne i Analytics, fordi de indgår i statistikken over henvisningstrafik, men ikke er reel trafik til din hjemmeside. Disse spamkilder påvirker afvisningsprocenten og konverteringsraten i en dårlig retning. Især ved mindre hjemmesider, der ikke har så meget trafik, kan denne spam være altødelæggende for statistikken, idet tallene fra referral linksene blot er støj i statikken.

Hvis du vil have det bedste ud af dine Analyticstal, er det derfor vigtigt, at stoppe disse uønskede spambesøg hurtigst muligt. Billedet ovenfor illustrerer, hvordan spam ser ud i Google Analytics. På billedet ses toplisten over henvisningskilder (referral links) til en hjemmeside, og her er fire ud af de 10 øverste kilder spam (markeret med blåt).

Hvorfor spammes henvisninger i Analytics?

Du undrer dig måske over, hvad personerne bag får ud af at spamme dig med ubrugelige links. Den bedste forklaring er nok, at bagmændene håber, at du er nysgerrig nok til at trykke på linket, og dermed generere trafik til siden. Dette skal du dog holde dig fra, da disse sider i værste fald kan indeholde virus og malware.

Er mit website ramt af spam?

Problemet er udbredt, og rigtig mange websites er ramt. Hvis du vil tjekke om dit website er ramt, skal du gå ind i Google Analytics og navigere til Al trafik -> Henvisninger. Her vil du se mistænkelige kilder, som vist på førnævnte billede. Fælles for denne spam er, at afvisningsprocenten er 100 % for dem alle.

Hvad er løsningen på Analytics spam?

Den bedste løsning mod Analytics spam er pt. oprettelsen af filtre, der kan frasortere de domæner, som sender spam.  Dette gøres inde i Administratorindstillinger under Filtre i Google Analytics:

I filtreringsmønster kan du indsætte følgende, som er de nuværende mest gængse spam-domæner: 

darodar\.|semalt\.|buttons-for.*?website|blackhatworth|ilovevitaly|prodvigator|cenokos\.|ranksonic\.|adcash\.|share.?buttons\.|social.?buttons\.|hulfingtonpost\.|best-seo-(solution|offer|service)|free.*traffic|buy-cheap-online|event-tracking.com

Denne løsning kræver dog vedligeholdelse, idet der hele tiden kommer nye domæner, som også skal inkluderes i filteret. Samtidig virker denne løsning ikke bagudrettet, hvilket vil sige, at dine målinger fra Google Analytics først kan ses som reelle igen, når der er oprettet filtre, der frasorterer spamsiderne.   

Indtil Google forhåbentlig introducerer nogle nye funktioner, der kan afhjælpe problemet, anbefaler vi, at du opsætter filtre i din Analytics konto. Har du brug for hjælp til opsætning eller løbende vedligeholdelse, er du selvfølgelig meget velkommen til at kontakte os.